App Store Android YouTube Facebook Instagram Trendsales mail search
THEA KAPPEL_FINAL

Lige nu er vi midt i #RydUdfordringen og i sidste uge handlede om det de favoritter, du allerede har i din garderobe. De ting, der redder dig morgen efter morgen og som får dig til at føle dig velklædt i hverdagen. I dag skal det handle, hvordan du kan få flere af den slags ting ind i din garderobe. Du skal nemlig lave en ønskeliste til din drømmegarderobe. Måske undrer du dig over, hvorfor du skal gøre det før selve sorteringen af din garderobe. Men faktum er, at når du stiller skarp på det, du drømmer om, bliver det meget nemmere at sige farvel til det, du ikke får brugt. Samtidig får du med ønskelisten styr på dine prioriteringer, når du fremadrettet skal shoppe nye (preloved) favoritter til garderoben.

Tilbage i 2013 lavede jeg for første gang en ønskeliste med ting til min drømmegarderobe. Jeg lod som om, at ingen kiggede, som om penge ikke var en begrænsning og kreerede en liste med ting, som jeg ville ønske, at jeg ejede. Fælles for tingene var, at de var noget, mine tanker havde kredset om igen og igen, men som jeg ikke havde haft modet til at slå til på. I stedet var jeg gået på kompromis og havde købt både tøj og sko, som ikke vakte min begejstring ret længe ad gangen. Derfor besluttede jeg mig for ”at tage bøjlen i den anden hånd” og begynde at gå efter den bedste version af det, jeg virkelig ønskede mig.

I dag er det så din tur til at lave sådan en liste. Du skal lave listen, fordi det er et af de nemmeste værktøjer til at blive klog på, hvad det er for ting du virkelig vil sætte pris på i din vintergarderobe.

Øvelsen er ret simpel. Du starter med at lave en ”top of mind-liste” over alle de ting, du kan komme i tanke om, du ville ønske, du havde i din garderobe. Forestil dig, at der er frit valg på alle hylder og at økonomi ikke er en faktor og vær gerne detaljeret omkring farver, snit og materialer – og måske endda mærker. Nu har vi jo fokus på vintergarderoben, men ønskerne kan sagtens være noget, du kan bruge hele året.

En liste kunne fx være:

  • Ny læderjakke (Acne)
  • Mønstret uldtørklæde i blågrå toner
  • Blå velourbukser med brede ben
  • Grå silkeskjorte (Kokoon)
  • Støvler med plateau
  • Ankelstøvler med sølvdetaljer (Chloé)
  • Rulamsjakke (Acne)
  • Grå uldfrakke
  • Skuldertaske med kvast (Chloé)
  • Oversize fingerring med sten
  • Strikkjole (Gudrun & Gudrun)
  • Blomstret asymmetrisk nederdel
  • Sort frynsefrakke (Stine Goya)

Næste skridt er at koge ønskerne ned til en den ultimative top 5. Fordelen ved at lave en top 5 er, at når du bliver tvunget til at prioritere, finder du ud, hvad det er der virkeligt er vigtigt for dig.

Min top 5 kunne fx være:

  1. Ankelstøvler m. sølvdetaljer
  2. Grå silkeskjorte
  3. Oversize fingerring med sten
  4. Skuldertaske med kvast
  5. Frynsefrakke

Listen opdaterer jeg et par gange årligt – alt efter, hvor hurtigt det går med at indfri ønskerne. Hent selv ønskelisten lige her.

 

1

At have en ønskeliste til min drømmegarderobe har uden tvivl gjort en forskel for både min garderobe, men også ændret mine shoppevaner. Lad mig give dig et eksempel. Mit første køb fra min ønskeliste tilbage i 2013 var et par lange øreringe fra Line & Jo, som godt nok kostede knaster (i et daværende SU budget), men som jeg var så heldig at finde splinternye på Trendsales til ca. halv pris. Øreringene erstattede flere par sølvøreringe, som jeg selv var blevet træt af og som en veninde overtog med stor begejstring. I dag, fire år senere, er øreringene stadig mine absolutte favoritter og jeg bruger dem gerne flere gange ugentligt (når jeg ellers lige husker at få øreringe på ;) ). Det betyder, at jeg ikke siden har brugt penge på lange sølvøreringe, fordi jeg jo allerede har, hvad der for mig er de ultimative øreringe. I stedet har jeg fået indfriet flere drømmekøb og jeg er i skrivende stund ved at spare op til det næste køb.

For mig har listen altså betydet klart færre fejlkøb, et langt større fokus på kvalitet end tidligere og en større villighed til at spare op til det, jeg virkelig ønsker mig. En af måderne til det har uden tvivl været at få solgt ud garderoben løbende og gemme pengene til bestemte større køb, jeg ofte – som med øreringene – har været så heldig at kunne finde billigere her på TS. På den måde er andres fejlkøb blevet til mine favoritter. Alt i alt har det bidraget til, at jeg i dag har en garderobe fuld af preloved favoritter.

HVAD ER PÅ DIN ULTIMATIVE ØNSKELISTE FOR DENNE VINTER?

 

 

@trendsales på Instagram