Trendsales venindebog // Emma Moldt
Emma elsker at være kreativ og får tusinde idéer i løbet af en dag. Disse idéer bruger hun i sit arbejde som influencer på Instagram - og på KEA, hvor hun pt studerer Sustainable Fashion.
Den farveglade 25-årige sælger ud af sin fine garderobe på Trendsales. Scroll ned og se et lille udvalg af, hvad der kan blive dit - og bliv ved med at scrolle, hvis du er nysgerrig efter, hvad Emma gerne vil blive bedre til, og hvilket item fra Trendsales hun har i kikkerten for tiden💛
Jeg føler mig bedst tilpas, når… Jeg skaber. Jeg elsker skabelsesprocessen og for mig, er der intet bedre, end når en idé bliver til et fysisk produkt, jeg selv har udarbejdet.
Det gør mig stresset, når… Jeg har for mange idéer i hovedet og ikke får dem ned på papir. Jeg får tusinde idéer i løbet af en dag - specielt efter jeg er startet på KEA, hvor jeg hele tiden får nye inputs, og jeg bliver simpelthen nødt til at få dem ud af hovedet og ned på papir, før jeg kan komme videre med min dag.
Jeg er gladest, når… jeg rejser. Jeg har ikke været meget ude af Danmark de sidste tre år, så når jeg endelig kommer det, bliver jeg simpelthen så lykkelig.
Jeg vil godt blive bedre til… at give slip på ting, der alligevel ikke er noget at gøre ved. Det kan simpelthen ikke betale sig at bruge energi på ting, man ikke kan ændre.
Disse tre ord beskriver bedst min stil: Farverig, legende og uprætentiøs.
Mit go-to outfit om efteråret er… Læder, bukser, skjorter, blazere og frakker - jeg kommer til at bo i læder her til efteråret. Også gerne farverige og oversized styles.
Denne farve er jeg allermest vild med lige nu… Det er ingen hemmelighed, at jeg er tosset med farver. Jeg er typen, som kan begynde at tude, fordi jeg ser den HELT rigtige nuance af en eller anden farve. Derfor er det også svært at koge ned til én - men jeg forelsker mig hovedkulds i alt, som er lyseblåt, pastelgrønt og laksefarvet for tiden.
Dette fund ønsker jeg mig allermest fra Trendsales… I øjeblikket har jeg et kig på denne ret vilde Prada-taske med print.
Det pinligste, jeg har gjort, er… for pinligt til at blive formuleret på skrift!
Hvis jeg kunne give mit 15-årige jeg et råd, ville det være… at ingen forventer, at du er perfekt hele tiden. Lad være med at forvente det af dig selv.